Lisbet Dahl: Livet stopper jo ikke ved de 70

Der er ingen undskyldning for at gå i stå, blot fordi man bliver gammel. Man skal forny sig, ellers bliver livets sidste kapitler alt for kedelige for både en selv og ens omgivelser. Det mener Lisbet Dahl, der stadig har fuld fart frem. I disse uger har hun hænderne fulde med sin 33. Cirkusrevy, som har premiere 23. maj.

– Vi bliver nødt til at tænke os om. Både som enkeltpersoner og som samfund bliver vi nødt til at ændre vores syn på det at blive gammel.

Sådan siger Lisbet Dahl, der fylder 73 til april. Hun mener, at udviklingen hen imod en stadig højere levealder må få os til at revidere vores syn på alderdommen:

– Vi opdrages til, at når vi kommer op i 60’erne, skal vi pensioneres. Det er også fint, men vi bliver jo ældre og ældre, og hvis man så lever i 10, 20, 30 år mere, så er det lang tid. Derfor bliver man nødt til at tage sig sammen, komme op på dupperne og se på sit liv med friske øjne.

Yes, mand – vi går da videre

Lisbet Dahl har altid været en kvinde med både kontante meninger og en humoristisk facon at fremføre dem på. Det at blive gammel beskriver hun som “en mærkelig fornemmelse, for jeg har jo aldrig prøvet det før”. Hun taler engageret om emnet, som også har det med at dukke op, når hun er rundt i landet og holde foredrag:

– Det er jo stort set folk på min egen alder, som sidder dér i salen, og til dem siger jeg: “I skal sgu se at komme op på hesten igen. Tænk jer om, lær jeres børn at tænke sig om, og gør de ting, I har lyst til”. For det stopper jo ikke, fordi vi er fyldt 67. Livet bliver ved altså. Og det kan ikke nytte noget, at man sætter sig hen og mimrer: “Åhhh, jeg kan ikke noget”, for i de fleste tilfælde kan man repareres, selv hvis man fejler noget alvorligt.

Heldigvis oplever hun, at stadig flere deler denne indstilling til livet efter de 67. For det at blive gammel er i dag noget helt andet end for blot en generation eller to siden:

– Da jeg var ung, var folk jo gamle, når de blev en 40-50 år, så skiftede de ikke frisure eller tøjstil mere. Min mormor gik i de samme kjoler og sko i 30 år, hun gik med korset og hårnet. Tænk, det gjorde hun! Og ikke fordi hun var synderligt bagud, sådan var det bare dengang.

– Den type findes jo næsten ikke mere, folk skifter frisure og tøj – lige bortset fra visse mænd selvfølgelig, aj, nogle gange altså. Og jo, nogle går i stå allerede ved de 40, og de bliver måske gamle på en anden måde. Men der er masser over 70 derude, som bare siger: “Yes, mand – vi går da videre!”, siger hun med eftertryk.

En levende kommode

Lisbet Dahl tager imod i sin villa i Gentofte på en kølig, sneklædt vinterdag. Helses udsendte er en anelse tidligt på den og står med fingeren på dørklokken, da husets frue kommer ind ad havelågen. Hun ledsages af sin kleppert af en hund, en broholmer ved navn Alma, der straks stormer hen til den ukendte gæst.

– Hun gør ikke noget, hun er verdens sødeste hund, forsikrer Lisbet Dahl beroligende, mens Alma byder velkommen med en salve af respektindgydende bjæf.

Vel inden for døren får Alma sin faste hjemkomstsnack – “hun får altid tre frikadeller henne i butikken og tre, når vi er hjemme” – før der bliver kogt vand til te og kaffe. Alma har accepteret gæsten og trisser rundt i stuen. Kradser lidt på havedøren og bliver lukket ud. Lukkes ind igen, da hun et par minutter senere kradser på den fra ydersiden. Falder til sidst til ro i sin kurv ved sofaen efter lidt kærlige småskænd fra sin frue:

– Vil du nu ud igen, smukke? Nej, gå nu hen og læg dig! Det er godt, skat. Se, en nem hund, ikke? Hun er så rolig og blid, hun er den sødeste hund, jeg nogensinde har haft. Folk siger til mig: “Hvor er det godt, at du bor i hus”, men man kunne have hende i en etværelses-lejlighed. Jeg kunne lige så godt have købt en kommode.

Fra Svendborg til Bakken

En kommode blev det så ikke i den runde. Faktisk raserede Lisbet Dahl for et års tid siden det meste af stueetagen og gav den en make-over, fordi der skulle ske noget nyt:

– Jeg havde efterhånden så mange ting, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af dem. Man får så mange ting, ikke? Så kommer folk med en vase eller en skål, og den er da pæn, men hvad skal jeg stille op med det? Så jeg skilte mig af med alle møblerne undtagen spisebordet, gulvtæppet og stearinlysekronen over bordet der. Fik malet den ene stue mørk og fik nye stole. Engang imellem skal man vende bøtten, konstaterer hun.

Jobbet som husinstruktør ved Cirkusrevyen har hun dog ingen planer om at skifte ud. I år bliver det 33. gang, hun som medspillende instruktør står i spidsen for Dyrehavsbakkens traditionsrige revy. For revygenren er Lisbet Dahls rette element og har været det siden hendes første møde med den i 1972, i Rottefælden i Svendborg.

Nogle år senere kom hun til Cirkusrevyen, først som medvirkende og fra 1985 som instruktør. Og der har hun foldet sig ud stort set siden, kun med korte afstikkere til Helsingør Revyen og Tivoli-Revyen. I dag er hun for mange indbegrebet af moderne dansk revy, og selvom ordet er fortærsket, er det næppe helt ved siden af at kalde hende hele Danmarks revydronning.

Transistor og spejderforbud

Performance-genet har hun ikke fra fremmede. Hendes far var skuespiller og teaterinspektør, og hendes mor, som hun voksede op hos, var skuespillerinde. Moderen var med Lisbet Dahls ord “en rebel” og havde lidt andre standarder på opdragelsesfronten end de andre forældre:

– Der var stor frihed og stor kærlighed, men hun kunne også være streng. Det, de andre måtte, måtte jeg ikke, og det, de ikke måtte, måtte jeg godt. Jeg havde engang en transistorradio med i skole, som min mor havde købt i Tyskland. Hun sagde: “Den er din, bare jeg låner den, når jeg er på turné”. Jeg tror ikke, at de andre forældre gav deres børn sådan en, så alle kammeraterne syntes selvfølgelig, at den var vældig spændende, fortæller hun og fortsætter:

– Til gengæld måtte jeg ikke blive spejder, fordi min mor var overbevist om, at de var lesbiske alle sammen. Sindssygt gammeldags, ikke? Hun var ellers ikke spor konservativ omkring homoseksualitet, og mange af hendes gode venner var bøsser. Til sidst fik jeg da også lov, og så var det noget af det mest dødssyge. Man skulle gøre alt på en bestemt måde, og det var ikke lige mig. Jeg holdt kun et halvt års tid, husker hun.

Livet med Kaas

Som ung overvejede hun en overgang at blive sygeplejerske, fordi hendes mor altid sagde, at man som skuespiller skulle tigge om arbejde. Men skuespillet trak, og i 1965 blev hun optaget på Aalborg Teaters elevskole. Efter dimissionen to år senere fik hun engagement på teatret, og derfra gik det slag i slag med skuespilkarrieren.

Med scenelivet fulgte mediernes fokus, og hun har med egne ord været i aviserne, siden hun var ung. En af de ting, der især har vakt medieinteresse, var ægteskabet med Preben Kaas i 1970’erne.

For et par år siden fortalte hun selv i erindringsbogen ‘Undskyld jeg blander mig’ om, hvordan han ved en enkelt lejlighed blev fysisk voldelig over for hende: Under en ferie sydpå slog han hende i jalousi, men det lykkedes hende at forsvare sig og flygte fra situationen. Hendes reaktion, da de så hinanden igen, var: “Hvis du nogensinde rører mig igen, slår jeg dig ihjel”.

Det gjorde han heldigvis aldrig, men var hun ikke bange for, at det skulle ske igen, hvis han blev vred eller hidsede sig op?

– Nej, for Preben hidsede sig ikke op. Han har muligvis haft et større temperament, før jeg traf ham, men den Preben, jeg kendte, var ikke voldsom eller råbende overhovedet. Han var på vej ned, fordi han havde været ramt af uheld og mistet sine penge. Han mistede sit selvværd og lukkede ligesom ned, kan jeg se i dag, reflekterer hun og viser den vielsesring frem, som hun stadig går med.

Adspurgt, om hun bærer den, fordi han var manden i hendes liv, svarer hun:

– Jeg går med den, fordi han betød vanvittigt meget for mig på rigtig mange fronter. Det der manden-i-mit-liv tror jeg ikke rigtigt på, for sidder der så nogle andre herrer derude og tænker: “Nå ok, hvad var jeg så?” Så nej, det var han ikke, og det siger jeg ikke, fordi han var det og jeg ikke vil sige det, men fordi jeg ikke synes, at det er det rigtige udtryk. Mit liv har været anderledes end de damer, der taler om manden i deres liv, konstaterer hun.

Havudsigt

Efter Preben Kaas kom andre forhold, men i dag er hun single. Fem børn har hun fået, med hver deres far og med en aldersspredning på imponerende 26 år. For et par år siden flyttede den yngste søn ud, men indimellem flytter et af de voksne børnebørn ind og bor hos hende en tid. Så der er altid liv i huset, præcis som hun kan lide det.

Priser og hædersbevisninger er også drysset hendes vej. Senest fik hun i 2016 en hæders-Reumert, og den blev hun både stolt og overrasket over:

– Jeg tænkte ‘What?!’, for den plejer at gå til sådan nogle seriøse nogen. Jeg er jo bare sådan en, man ler ad, og det komiske rollefag rangerer stadig lavere end det seriøse. Derfor er det da fantastisk dejligt at få sådan en pris, for det viser, at nogen synes, at du duer til noget.

Ellers er stolthed ikke rigtigt et begreb, hun arbejder med. I hendes ører lyder det, som om hun allerede har trukket sig tilbage og sidder på et plejehjem. Heller ikke fortrydelse indgår i hendes ordforråd, for hun tror på, at alt sker af en årsag. Engang imellem tænker hun på den ene ting, som hun ønskede sig, men aldrig fik, nemlig et hus med havudsigt. Men så tager hun sig i det og tænker:

– Hallo, fik aldrig?! Tænk dig nu om, for hvad er det, der er stoppet? Alt slutter ikke, fordi vi fylder 70, det er bare noget, vi har lært. Måske køber jeg en dag det hus ved vandet, hvem ved? Jeg vil hellere se fremad end bagud, slutter Lisbet Dahl.