Få styr på din mæthed og forbrænding

Rent fysisk handler det om at holde kroppen i en god balance, hvis man vil have en sund og stabil vægt. Og selvom mæthed også handler om psyken, er det en god ting at holde kroppen glad.

Når det handler om vægt, spiller vores psyke, vaner og arv en stor rolle. Men hvis vi vil bevare eller opnå en sund vægt, handler det også om at spise, så vores krop og celler føler sig næret. Det giver langt mere ro og opbakning til at indføre f.eks. nye vaner og gøre op med fordums dårlige prioriteringer.

Hold blodsukkeret stabilt

Et ustabilt blodsukker påvirker ikke alene vores humør og vores vægt, det kan også påvirke vores nervesystem, vores hormonbalance og vores immunforsvar. Det kan gøre os utilpasse og utilfredse.

Et svingende blodsukker stresser kroppen og dræner den for vitale næringsstoffer, og har blodsukkeret for store udsving over for lang en periode, kan det i værste fald føre til sygdom.

Derfor kan det betale sig at gå efter kost og en livsstil, der hjælper os med at holde blodsukkeret stabilt.

Nøglen til et stabilt blodsukker ligger bl.a. i at spise sunde råvarer og kombinere maden på en måde, der giver os mæthed længst muligt. Se boksen om de fem råd.

Og sørg for at få rørt dig hver dag – gå en tur, tag cyklen på arbejde eller tag en tur i træningscentret. Mindst 30 minutters aktivitet hver dag hjælper til bedre insulinfølsomhed og dermed et mere stabilt blodsukker.

Drop slankekuren

Døjer du med overvægt, så har du sikkert også prøvet diverse kure og vidundermidler – og nok også oplevet, at vægten sjældent går ned for stedse efter en kur.

De senere år er vi da også blevet klogere på, at slankekure næsten kan have den modsatte effekt. Når først kroppen er vænnet til en vis fedtmasse, vil den gøre meget for at nå tilbage til dette udgangspunkt efter en kur og måske oven i købet endnu mere.

Det simple regnestykke med, at de kalorier, som vi indtager, skal forbrændes for ikke at sætte sig på sidebenene, er langt fra altid simpelt. Netop fordi vi kæmper med et hormonelt system, der vil bringe fedtmassen tilbage, og en medfødt hang til sukker – som igen kolliderer med en alt for let adgang til søde sager, kalorier og stillesiddende livsstil.

At kroppen bare tilstræber at blive større, er en af grundene til, at en slankekur ofte efterfølges af vægtøgning, og at mange oven i købet tager endnu flere kilo på, end de tabte på deres slankekur.

Få en sundere forbrænding

At tabe sig og holde sin vægt sund handler altså om en livsstil, som du dels skal holde hele livet, og dels kan holde ud så længe. Det betyder ikke, at resten af livet skal foregå uden nogen former for lækkerier. Men det betyder, at du skal være bevidst om, hvad forskellig kost og motion gør ved kroppen.

Her kan du også bruge lidt viden om forbrænding. For den er heller ikke statisk.

Jo mere muskelmasse, du opbygger, jo mere forbrænder du – også når du sidder stille. Så selvom motion ikke aflæses så hurtigt på vægten som en kostomlægning, er fysisk aktivitet absolut en del af en sund vægt.

Derudover gælder det om at give kroppen næring, som holder forbrændingen oppe. Hvis du f.eks. nedsætter kalorieindtaget markant, vil din krop bare tro, at der er hungersnød og begynde at holde på fedtet.

Boostende og hjælpende næring

Gode fødevarer er i denne forbindelse de sunde fedtstoffer, da de er med til at holde forbrændingen oppe. Det er primært koldpressede planteolier, du her skal kigge efter. Du kan ikke tabe dig uden at få nok af det sunde fedt, som bl.a. findes i olivenolie, avocado, fed fisk, fiskeolie, mandler, nødder, hørfrøolie og natlysolie.

Til muskelarbejdet kan du bl.a. finde hjælp i Q10 og D3-vitamin, der er nødvendige for at danne energi og forbrænde uden at udtrætte musklerne.

Krydderier, især stærke krydderier som chili og karry, øger stofskiftet, så du forbrænder mere. Du kan sikkert også mærke, at du bliver varm, når du har spist en meget krydret ret. Ingefær, safran og gurkemeje er – udover at være antiinflammatoriske – også gode krydderier mod appetit og fedtoptagelse.

Koffein fra kaffe og te øger også stofskiftet lidt, hvorfor det nogen gange bruges i såkaldte slankeprodukter, men virkningen aftager desværre ved daglig indtagelse.

Selvom du måske normalt har hang til sukker, så undgå kunstige sødemidler, da de ofte bare giver større appetit. Skal du søde madvarer kan Stevia, Birkesød og Sukrin være alternativer til sukker.

Chrom er i øvrigt et mineral, der kan være en hjælp mod sukkertrang, da det hjælper sukkeret ind i cellerne og ud af blodet. Ligeledes stabiliserer kanel, ekstrakt af løg og hvidløg, bukkehornsfrø, D3-vitamin, magnesium og B-vitaminerne.